Kvarteret Lagunillas er det sande hjerte i Málagas kunstneriske scene.

Mens byrådet har gjort meget ståhej omkring sit kunstneriske kvarter, SoHo, er ironien, at et endnu mere centralt sted ligger et kvarter, hvis hæmmede genudvikling og efterfølgende forladthed har født ægte gadekunst. Kvarteret ligger umiddelbart øst for den pragtfulde Plaza de la Merced. Gaden, der passerer mellem det gastronomiske marked La Merced og huset, Picasso blev født i, fører dig ind i en labyrint af små gader, der løber op ad den lille bakkeskråning, der lokalt kendes som Las Lagunillas. Det kunne ikke være mere centralt, og dog vil du ikke finde nogen kædebutikker, franchise-restauranter, offentligt finansierede museer eller faktisk offentligt finansieret noget andet end ansigtsløse sociale boligblokke. Dette centrale boligkvarter var planlagt til betydelig genudvikling, da det var forfaldent og usselt. Nogle nye blokke blev opført, nogle renovering blev opnået, og så stoppede projektet uforklarligt. Dusinvis af bygninger står tomme, eller er blevet nedrevet, og områderne blevet efterladt ubebygget. Der er forfald og forfald overalt. Butikkerne der serverer lokale behov fra gamle slidte families ejede butiksfronter. Fællesskabet er tæt sammenflettet og arbejderklasse. Det er en overraskende kontrast til poleringen af den gamle by og hævningen af den engang kedelige SoHo-område.


For nogle år siden, skuffet over forfaldet, dannede lokale kunstnere og sociale aktivister to foreninger dedikeret til at fremme kunstnerisk aktivitet som et middel til at fokusere ungdommen og skabe positivt socialt nabolagsarbejde. Resultatet var en fælles basketballbane og plads, Plaza Esperanza, og en forening kendt som 'El futuro es muy Grease'. Fremtiden er meget Grease. Dette bestod af en tavle og et skilt fra et nyligt teater show af musicalen, hvor Concha Rodriguez dagligt ville skrive slagord for at forsøge at inspirere de lokale til at forbedre deres daglige tilværelse. Herfra spredte den spontane dekoration af de forladte grunde og facader og andre bygninger sig koncentrisk. Kunstnere fra andre dele af Spanien såvel som lokale har bidraget.

Der er nu et multikulturelt rum, El Polivalente, forskellige kunstnerstudier, et flamenco kulturcenter og et fællesskabscykelværksted. Alt dette er fra fællesskabet og helt uafhængigt af det kommunale regime. De få byblokke er prangende med lyse og fantastiske murales. Temaerne strækker sig fra fantasi, flamenco-figurer af lokal berømmelse, til direkte politiske udsagn, der klager over borgerskabelsen ledt af turismen. Det fascinerende er, at hvad ellers kunne være et skræmmende skummelt kvarter, pulserer af liv og farver, og de lokale er stolte og positive over det. De yngre, sejere turister kan ses udforske dette helt ukendte fænomen, men det er overraskende få mennesker, der når det største gratis show i Málaga, kun meter fra det travleste turisttorv i byen. Lad disse billeder vække din appetit, og sørg for at besøge, gå rundt, nippe til en øl i en stille slidt nabolagsbar, så tæt på, men alligevel så langt væk fra det virksomhedsturisme, der brøler rundt om hjørnet. Bestemt Málagas bedst bevarede hemmelighed.